En boblende følelse af glæde

  • Start dato:
    7. august 2020
  • Slut dato:
    2. oktober 2020
  • Sted:
    Glumsø Bibliotek, Torvet 1, 4171 Glumsø

Fra fredag den 7. august til fredag den 2. oktober udstiller Lenore Elizabeth Nielsen sine farverige billeder på Glumsø Bibliotek, som giver “en boblende følelse af glæde”.

Allerede fra barnsben var Lenore Elizabeth Nielsen glad for at tegne og male. I mange år endte ”kunstværkerne” i skuffen eller blev beundret af tålmodige familiemedlemmer.

– “Med tiden har jeg fundet modet til at vise dem til et bredere publikum. Og det viser sig, at mit arbejde vækker begejstring hos mange”, fortæller Lenore Elizabeth Nielsen, som har været hobby-kunstner i mange år. 

En boblende følelse af glæde - Kunst på Glumsø Bibliotek

Lenore Elizabeth Nielsen udstiller på Glumsø Bibliotek.

Materialerne skaber deres eget udtryk

Lenore Elizabeth Nielsen ynder at bruge akrylmaling og akvarel. Og når ånden kommer over hende, kan hun finde på at blande det hele med tusch, farveblyanter, kul og oliepasteller. Hun er optaget af, hvordan farverne påvirker hinanden. Ligeledes oplever hun, hvordan materialerne tager over og skaber deres eget udtryk.

Eventyr og fortælleglæde

– “Jeg er glad for at male abstrakte malerier, mine tuschtegninger er levende, og mine blomsterbilleder bobler af eventyr og fortælleglæde. Ofte får mine malerier og tegninger lov til at udvikle sig uden megen bevidst indgriben fra min side. Her får jeg skabt en verden, hvor betragterne selv kan finde en mening – hvis de synes, det er nødvendigt”, udtaler kunstneren og tilføjer: – “Jeg synes selv, at maleriet er færdigt, når det giver mig en boblende følelse af glæde”.

Praktisk info:

Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid. Du kan læse mere om Lenore Elisabeth Nielsens kunst her.

Om Næstved Bibliotek og Borgerservice

Næstved Bibliotek og Borgerservice har til huse på Kvægtorvet 4-6, 4700 Næstved og består af Næstved Bibliotek, Fensmark Bibliotek, Fuglebjerg Bibliotek, Glumsø Bibliotek og Korskilde Bibliotek. Sammen driver vi et moderne biblioteks- og borgerservicetilbud for alle borgere i Næstved Kommune med det erklærede formål, at borgerne opnår indsigt og udsyn til at navigere i eget liv.

Få mere info på bibliotekets hjemmeside.