Tendenser på jobmarkedet i Næstved
Læs highlights fra den seneste temperaturmåling på jobmarkedet i Næstved Kommune.
Næstved Kommune har sammen med Næstved Erhverv udarbejdet en temperaturmåling på jobmarkedet i Næstved. Temperaturmålingen er en analyse af den aktuelle efterspørgsel af medarbejdere, rekrutteringsmuligheder og uddannelsesmønstre i 2021.
Analysen er baseret på 129 respondenter fra private virksomheder og 103 fra offentlige virksomheder.
Hele 63% af de adspurgte virksomheder forventer at skulle ansætte nye medarbejdere det næste års tid, herunder også praktikanter fra uddannelsesinstitutioner, studerende, elever, lærlinge m.m. Det tyder på en større optimisme blandt virksomhederne i forhold til fremtidens arbejdsmarkedsbevægelser i Næstved Kommune.
Godt at vide om jobmarkedet i Næstved
I 2021 anvender flere virksomheder netværk, Facebook og LinkedIn, når de skal finde nye medarbejdere.
50% af de adspurgte virksomheder rekrutterer gennem netværk i 2021. I 2019 var tallet 30%.
For Facebook og LinkedIn er tallene 38% (for Facebook) og 21% (LinkedIn). I 2019 var tallene ca. 28% for Facebook og 15% for LinkedIn.
Der forventes størst efterspørgsel inden for følgende 5 jobkategorier:
- Salg, indkøb og markedsføring
- Sundhed og omsorg
- Undervisning og vejledning
- Ledelse, HR og projektledelse
- Rengøring og ejendomsservice
Efterspørgslen kommer bl.a. til at skyldes forventede rekrutteringsudfordringer, men også at en større del medarbejdere inden for de fem jobkategorier er over 65 år og forventes at gå på pension. Det betyder, at virksomheder står til at miste en stor del af arbejdskraften inden for en relativt kort årrække.
37% af de adspurgte virksomheder har medarbejdere ansat, som er over 65 år. Det svarer til en andel på 12% af den samlede arbejdsstyrke.
De adspurgte virksomheder i analysen vurderer, at det i særdeleshed er manglen på ’faglige kompetencer’ (69%) hos kandidaterne og ’manglende ansøgninger’ (55%), som bliver de største udfordringer i forbindelse med kommende rekrutteringer. Mange virksomheder oplever altså, at de ikke modtager nok ansøgninger fra kvalificerede kandidater.
’Faglige kompetencer’ er højst prioriteret, når det kommer til rekruttering af nye medarbejdere i fremtiden. Herefter følger evnen til at kunne ’arbejde effektivt’ og ’i samarbejde’ med andre. Men arbejdsmarkedet prioriterer også evnen til at kunne ’lede sig selv’.
Vil du starte egen virksomhed?
Hvis du går med en idé, er der ikke langt til kvalificeret sparring. Næstved Erhverv giver gratis rådgivning til alle i Næstved Kommune, der ønsker at starte egen virksomhed.
Ring til os
Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Hos kontaktcentret kan du få svar på spørgsmål eller hjælp til selvbetjening. Du kan også vælge at tale med vores talerobot KIRI, som tager telefonen hele døgnet.