Den gode jobstart
Har du fået nyt job? Selv om du er glad for at have fået jobbet, er det almindeligt at blive nervøs inden jobstart. Få gode råd til, hvordan du forbereder dig på din jobstart.
Du kan gøre dit for en rolig opstart
Jo længere tid, du har været ledig, des mere nervøs kan du blive ved tanken om at starte i et nyt job.
Det er uanset, om du er nyuddannet eller har flere års erfaring bag dig. Men du kan forberede dig en smule på opstarten og hjælpe nervøsiteten lidt på vej.
Se videoen med gode råd til, hvordan du klarer dig igennem den første tid i dit nyt job.
Kom godt fra start
Føglende er tips til, hvad du kan gøre inden jobstart, hvis du er nervøs.
Tips til at forberede din opstart
Måske har du været ledig og har nogle uger, inden du skal starte i dit nye job. Måske har du nogle enkelte feriedage eller blot en weekend?
Uanset hvor meget "fri" du har, inden du skal starte op, så sørg for at slappe af og nyd den sidste tid, inden du starter. Deltag i aktiviteter du holder af eller kast dig ud i det haveprojekt, du så længe har drømt om.
Men pas på, du ikke overanstrenger dig, så du er mere træt end udhvilet, når det går løs på din nye arbejdsplads.
Det kan føles en smule stressende at starte i nyt job, og du kan blive en smule blæst af alle de nye informationer, du får og kolleger, du hilser på.
Derfor er et godt råd at slappe af hver dag, du kommer hjem. Men for at få plads til det, kan det være godt givet ud, at du inden din opstart taler det igennem med enten din samlever eller familie. På den måde bliver I alle forberedte på, at du går ind i en periode, hvor du måske ikke har så meget energi, når du kommer hjem.
Så tal om, hvordan du kobler af og hvad der skal til for, at det kan lade sig gøre. På den måde er der større sandsynlighed for, at du får plads til at gøre de ting, der får dig ned i gear efter endt arbejdsdag.
Du kender formentlig andre, der også er startet i job - måske endda for nylig? Tal med dem om deres oplevelse af det. Hvad har de gjort sig erfaringer og hvordan har det været for dem?
Nogen gange kan det at tale om det og høre, at andre har været igennem præcis det samme, være med til at afdramatisere det at skulle starte op lige om lidt. I hvert fald har du højst sandsynligt ikke stået alene med de følelser, du har.
Sørg for at have tjekket togtiderne eller pumpet cyklen dagen forinden. Der er ikke noget, der kan stresse, som en cykel, der er flad et kvarter inden, du skal møde op. Mød så vidt muligt op til tiden, ikke for tidligt, men bestemt heller ikke for sent.
Du kan med fordel også pakke din taske dagen før med en notesblok, skriveredskaber, en oplader og hvad du nu ellers tænker, du får brug for.
Hvis ikke der er kantineordning, så smør også madpakken dagen i forvejen. Så har du god tid om morgenen til at forberede dig mentalt på dagen, sige ordentligt farvel til dem derhjemme og komme afsted i god ro og orden.
Ring til os
Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Hos kontaktcentret kan du få svar på spørgsmål eller hjælp til selvbetjening. Du kan også vælge at tale med vores talerobot KIRI, som tager telefonen hele døgnet.