Portrætter af 25 Næstved-talenter

Nedenfor kan du læse 25 portrætter af lokale talenter. Fælles for dem alle er, at de har rødder i Næstved, og at kommunens tilbud har haft stor betydning for deres udvikling. Mange af talenterne har gået på ungdomsskolen, musikskolen, talentskolen eller i lokale sportsklubber.

Låge 1: Flemming Jensen og Jesper Klein
Låge 2: ANYA
Låge 3: Ditte Ylva
Låge 4: Bjarke Falgren
Låge 5: Poul Ruders
Låge 6: Thomas Kluge
Låge 7: CMP ONE
Låge 8: Sofia Saaby Mehlum
Låge 9: Mathias Bak Christensen
Låge 10: Citatplakat
Låge 11: Brian Ravnholt
Låge 12: Ulla Britt Simonsen
Låge 13: Magnus Heunicke
Låge 14: Maja Mittag
Låge 15: Ali Haydar
Låge 16: Ihan Haydar
Låge 17: Sømændene
Låge 18: Puk Damsgård
Låge 19: Flora Ofelia og Freja Bella
Låge 20: Morten Jørgensen
Låge 21: Theis Thorup
Låge 22: Simon Toldam
Låge 23: DJ Credit
Låge 24: Tobias Lindholm
Låge 25: Michael Poulsen

 

Låge 1: Flemming Jensen og Jesper Klein

Talent-julekalender i næstved

De har begge spillet hovedroller i to af Danmarks mest populære tv-julekalendere. De har været gode venner i mange år. Og begge er de fra Næstved-egnen: Skuespillerne Jesper Klein og Flemming Jensen.

Mens Jesper Klein spillede rollen som rigsarkivar Birger Bertramsen i alle tv-julekalenderne med Pyrus, spillede Flemming Jensen grød- og pulternissen Lunte i samtlige afsnit af Nissebanden. Flemming Jensen, der er født i Tappernøje, sørgede på fornemmeste vis for, at Næstved fik en afgørende rolle i den populære tv-julekalender. Den spektakulære Fiffig Jørgensen var nemlig fra Holme-Olstrup, hvilket temmelig tydeligt kunne høres på hans flotte dialekt 🙂

Jesper Klein er desværre gået bort, men du kan opleve begge herrer på TV hver dag frem til juleaften – Flemming Jensen i Nissebanden på Grønland på Ramasjang og Jesper Klein i Pyrus – Alletiders Jul på TV2.

God fornøjelse!

Låge 2: ANYA

Anay Mærk næstveds talentjulekalender

Med sange som ”Break up Battle”, ”Doorstep” og ”Need to know” brager den danske pop- og R&B sangerinde ANYA frem på hitlisterne.
ANYA – som rigtigt hedder Anja Pil Christoffersen – er vokset op i Fodby lidt uden for Næstved, hvor familien drev en gård ved navn Nordgård.
”Det var det mest fantastiske sted at være barn. Min bror og jeg legede i skoven og på markerne hele dagen lang. Der boede en masse børn i landsbyen, og der var altid nogen at lege med,” fortæller ANYA, der som 10-årig flyttede med familien i et hus på Åsen i Næstved.

”Selvom jeg savnede at bo på landet, passede det med, at jeg begyndte at nå en alder, hvor det var fedt at være tæt på venner, Musikskolen, Ungdomsskolen, Biografen osv. Jeg fik ungdomsarbejde i skobutikken SJU i Ramsherred og fik en masse gode venner og oplevelser i den forbindelse. Så jeg ser det selv som om, at jeg fik den perfekte blanding af landlig og urban Næstved i min opvækst.”

Mulighedernes land

ANYA er ikke i tvivl om, at Næstved har været med til at udvikle hendes talent:
”Jeg føler, at jeg voksede op i et miljø, hvor der var mange muligheder for at udfolde sin kreativitet. Jeg gik til sangundervisning på Næstved Ungdomsskole, spillede teater med en lokal teatergruppe og øvede (højt) med mit hip-hop band i kælderen på Næstved Ungdomsskole. Jeg begyndte tidligt at skrive sange og spille koncerter med bandet rundt omkring i Næstved. Det var den største lykke, og jeg synes, der var rigtig god mulighed for at udvikle min kreativitet i Næstved. Jeg husker det som om, at folk virkelig støttede op om kreative kræfter.”

Næver4ever

Selvom ANYA flyttede til København, efter hun blev student fra Næstved Gymnasium, glemmer hun aldrig, hvor hun kommer fra.

”Nu har jeg boet i København i otte år, og jeg elsker at tage hjem til Næstved for at puste ud og nyde stilheden,” fortæller ANYA, som understreger:

”Næstved er min hjemby, og jeg er en første til at kaste håndtegn og sige “Næver-4-ever”, når der er nogen, der nævner Næstved.”

Låge 3: Ditte Ylva

Ditte Ylva Næstved talent

Ditte Ylva er skuespiller og blandt andet kendt som den kvindelige betjent Bendtsen i TV2’s krimiserie ’Dicte’. Og så voksede hun op i Næstved – nærmere bestemt i Kalby ved Holme-Olstrup.

”Min far har altid arbejdet i Næstved Musikskole, så der har jeg hængt meget ud gennem tiderne,” fortæller Ditte. Allerede som ung i 90’erne spillede hun med i en stor teaterforestilling, som blev arrangeret af Næstved Ungdomsskole og Musikskolen.

”Det har helt sikkert sat nogle drømme i gang,” mindes Ditte, som husker Næstved som en kulturel by med en god hiphopscene.

”Byen betyder rigtig meget for mig. Næstved var der, vi gik i svømmehallen, på biblioteket og i biografen. Senere, da jeg startede på Næstved Gymnasium, gik jeg på café og på diskotek i Næstved by, og på burgerbar – f.eks. Sesam-burger i Jernbanegade, hvis nogen kan huske den. Jeg holdt min 18 års fødselsdag i Grønnegade Teatrets lokaler, og meget af min familie er enten døbt, gift eller begravet i forskellige af byens mange flotte kirker,” fortæller Ditte.

 

Låge 4: Bjarke Falgren

bjarke falgren næstved talent

”Næstved har givet mig en masse gode rammer for, at jeg kunne udvikle mig, og det er jeg meget taknemmelig for.”

Bjarke Falgren er fire dobbelt grammy-vinder og en af Danmarks dygtigste violinvirtuoser. Han turnerer verden rundt, har udgivet 8 cd’er, producerer film og teatermusik samt underviser på to musikkonservatorier. Og så har han arbejdet sammen med nogle af de største artister i ind- og udland, fx Melanie C, Mads Langer, TV2 og Rasmus Seebach.

Bjarke Falgren har trådt sine barnesko på Musikskolen i Næstved, hvor han som barn gik til soloundervisning og var med i forskellige orkestre.

”Her fik jeg venner, som jeg stadig ser og spiller sammen med den dag i dag. Jeg stiftede bekendtskab med både klassisk, rytmisk og folke-musik, som senere har betydet, at jeg har bevæget mig indenfor mange forskellige genrer i mit professionelle liv,” beretter Bjarke Falgren og fortsætter:

”Senere i min gymnasietid på Næstved Gymnasium mødte jeg endnu flere dygtige musikere. Vi havde et gymnasieband, der hed “Etufo”, og som spillede en del koncerter i lokalområdet. Jeg brugte også musikbiblioteket i Næstved flittigt og fandt massevis af plader og noder med alle mine forbilleder, som jeg nørdede derhjemme,” fortæller Bjarke Falgren.

”Jeg betragter Næstved som min hjemmebane. Jeg rejser meget rundt i verden og spiller koncerter, men det er altid noget særligt at spille koncerter på “hjemmebanen”.

Foto: Ard Jongsma.

Låge 5: Poul Ruders

Poul Ruders talent næstved

I en skurvogn bag et gammelt bondehus lidt uden for Ladby ved Næstved bliver der komponeret symfonier og store værker, der spilles verden over. Poul Ruders er intet mindre end en verdensberømt komponist, som altså bor sammen med sin kone Annette og gravhunden Gimmer på en lille vej uden for Ladby.

Poul Ruders mest spillede værk er Concerto in Pieces, som han har skrevet for DR SymfoniOrkestret. Det spilles verden over og blev blandt andet opført til den berømte Last Night at the Proms i Royal Albert Hall i 1996 med direkte transmission i dansk tv. Komponistens anden opera Tjenerindes Fortælling fik premiere på Det Kongelige Teater i år 2000 og er siden blevet spillet i London, Toronto og Minneapolis.

Poul Ruders har skrevet fem symfonier. Den seneste er skrevet til DR SymfoniOrkestret og udkom i november på et pladeselskab i New York, ligesom de har udgivet hans andre værker.

”Den dejlige natur og den store fred og ro betyder selvfølgelig meget for mig, når jeg komponerer,” fremhæver Poul Ruders som en af fordelene ved at bo i Næstved Kommune.

Poul Ruders tilknytning til Næstved går imidlertid endnu længere tilbage.

”Min morbror Nielsjohan Frederiksen var provst ved Sankt Peder, og jeg kom “herned” fra København, hvor jeg boede sammen med mine forældre i min skoletid på ferie og weekender. Jeg var begyndt at spille orgel allerede som 14-årig, så naturligvis trak det gevaldigt i mig for at komme ned hos morbror og få lov at spille på orglet ovre i kirken.”

Foto: Lars Skanning.

Låge 6: Thomas Kluge

thomas kluge næstved talent

Dronning Margrethe går til ham, når kongefamilien skal portrætteres. Det første maleri, han skabte for Kongehuset, var et portræt af Dronningen, som Det Danske Handelskammer gav som bryllupsgave til Prins Joakim og Alexandra. Fem år efter malede han et nyt portræt af Dronningen, som i dag hænger på Herlufsholm i Næstved. For tre år siden malede han et portræt af hele Kongefamilien – det første siden Laurits Tuxens portræt i 1880’erne – som skabte massiv omtale i ind- og udland.

Han har også portrætteret Næstveds forhenværende borgmester, Henning Jensen. Et maleri der i dag hænger i Næstveds byrådssal. Naturligvis har han det, fristes man til at sige. For portrætmaleren Thomas Kluge er selv fra Næstved, og hvis man kigger godt efter på portrættet af Henning Jensen, er der en ring rundt om Tybjerglille Bakker på det landkort, som borgmesteren sidder med i hånden. Det er nemlig her Danmarks dygtigste portrætmaler, Thomas Kluge, er født. Han voksede både op i Tybjerglille Bakker og på Vordingborgvej i Næstved.

Gik til tegning i Grønnegade
Og så gik han til tegning hos Bent Hansen i Grønnegade. Senere indgik han i kunstnergruppen ”Karla 90”, som udstillede på den gamle musikskole i Næstved ved Sct. Peders Kirke. Det blev også til udstillinger hos Næstved Diskonto Bank, hos Frisør St. Tropez og hos Fotohuset i Skomagerrækken, inden karrieren tog fart.

Men næsten som i et eventyr har Thomas Kluge været så utrolig meget igennem, inden han for alvor blev anerkendt. Han husker for eksempel, at han var med i en udstilling i Amtsgården ved Rådhuset i Næstved. De mest talentfulde kunstnere fra udstillingen fik deres malerier med i en talentudstilling i Næstved. Men Thomas Kluge blev ikke udtaget.

”Jeg blev vældig vred og meget skuffet og fik lyst til at vise, at de tog grueligt fejl,” fortæller han og understreger, at han altid har befundet sig godt i modstand. Det må siges at være heldigt, for det blev til hele tre afslag på Kunstakademiet, før Thomas Kluge måtte opgive at søge ind.

Hvad skal du rigtig lave?
Thomas husker, hvordan han gik til glarmesteren i Næstved for at få indrammet sit maleri, ”Ballettimen”.

”Og hvad skal sådan en ung mand som dig så lave?” spurgte glarmesteren.

”Jamen, jeg er kunstmaler,” lød svaret fra den unge Thomas Kluge.

”Jo jo, men hvad skal du sådan rigtig lave?” blev der undrende spurgt.

Thomas Kluge husker også, hvordan han søgte ind på flere reklamebureauer i Næstved, inden han sprang ud som kunstner. Han fik afslag, og der var netop én, der mente, at han skulle være kunstner. ”Jeg tænkte, at det var en pæn måde at afvise mig på,” fortæller Thomas Kluge i dag.

Næstved har kultur
Kunstneren bor i dag i Korsør, og han er ikke et sekund i tvivl om, hvad det har givet ham at bo i en by som Næstved:

”Det er lettere at gøre sig gældende i en mindre by – man drukner ikke i massen. Man kan hurtigere iføre sig den gule førertrøje, hvis man er noget,” siger Thomas Kluge og understreger:

”Jeg har altid godt kunne lide Næstved som by. Selvom jeg i dag bor i Korsør, er det stadig Næstved, jeg handler i. Og der er ikke kun forretninger i Næstved – der er også kultur, for eksempel en vigtig institution som Herlufsholm,” pointerer Thomas Kluge.

 

Låge 7: CMP ONE

CMP ONE talent i næstved

Han har forvandlet Næstveds kedelige gavle til opsigtsvækkende kunstværker af international kaliber. CMP ONE – med det borgerlige navn Claus Michael Pedersen – er selv anerkendt graffitikunstner. Og så er han drivkraften bag Næstved Kunstby: Et udsmykningsprojekt, som forvandler byens rum med værker udført af internationalt anerkendte graffitikunstnere. Sammen med 16 andre kunstnere har CMP ONE sat aftryk på kedelige og glemte flader i byens rum med foreløbigt 19 værker.

CMP ONE er født og opvokset i Næstved – han bor her stadig og har altid boet her, også da han arbejdede i København og i Slagelse. Det er et helt bevidst valg, fortæller han:

”At komme fra Næstved – fra provinsen, kun en time fra København – har jeg altid anset som positivt. Jeg har altid følt, at alting er tæt på.”

”Helt konkret har det for min personlige udvikling betydet, at jeg i en ret ung alder begyndte at øve mig på at etablere netværk, når jeg i min egen by, Næstved, til tider manglede nok artsfæller at lege med. Sammen med andre lokale Næstved-drenge og ikke mindst deres netværk, er der blevet udviklet et godt fundament for lokalt at kunne udvikle og gennemføre interessante projekter med både lokale, nationale og internationale kulturelle udøvere. Så ja, at være ”lige ud af Næstved” har for mig og min udvikling haft stor betydning i forhold til lysten til dét at organisere sig selv og bygge kultur nedefra – særligt som ung,” uddyber CMP ONE, hvis kunst tager udgangspunkt i 1980’erne hiphop-miljø, hvor kunstneren netop selv var ung i Næstved.

”Jeg har et godt forhold til Næstved, og jo ældre jeg bliver, mærker jeg mere og mere, at mit urokkelige gode forhold til Næstved først og fremmest handler om de ting, jeg lykkedes med som ung,” fortæller CMP ONE, som til daglig er afdelingsleder på Næstved Ungdomsskole.

”Jeg ønsker, at flere unge kommer til at opleve, hvordan rigtig meget kan lade sig gøre i Næstved – på alle mulige niveauer – hvis bare man vil.”

Låge 8: Sofia Saaby Mehlum

Sofia mehlum næstved

30-årige Sofia Saaby Mehlum er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen i Odense. Kun et år efter endt uddannelse scorede hun hovedrollen som den rebelske teenager Samantha i Teater Nordskrafts store opsætning af Jakob Ejersbos roman ”Eksil”. Præstationen indbragte hende en Reumert-talentpris.

Sofia er vokset op i Fensmark, som hører til Næstved Kommune. Det var her, hun første gang stiftede bekendtskab med skuespillet, og her drømmene startede med at blomstre.
Efter at have spillet teater i Holmegaard Amatør Teater i Folkemusikhuset i Fensmark fik Sofia lyst til at søge nye steder hen.

”Næstved har været en stor del af min ungdom. Det var her, jeg gik i gymnasiet og her, jeg rigtig fik lysten og modet til at gå videre med skuespillet,” fortæller Sofia.
Derfor kom hun med på et akrobatikhold i Næstved Avantgarde for at træne fysisk og derigennem kom hun i gang med første store opsætning på Rønnebæksholm med forestillingen `Dracula`.
”Jeg fik virkelig blod på tanden for at komme mere i dybden i faget og startede derefter på Rødkilde Teaterhøjskole. Derfra gik det kun fremad med at komme til bunds i faget og starte på uddannelsen som Skuespiller. Næstved har klart givet mig et solidt springbræt for at undersøge og lege med faget som hobby, for derefter at få det som en levevej.”

Selvom Sofia i dag bor i København, besøger hun ofte sine forældre i Fensmark.

”Jeg nyder hver gang, jeg får taget en tur ind til Næstved, hvor jeg mindes gode, gamle dage. Det er hyggeligt at vise byen frem, sidst var det for min kæreste. Og så synes jeg Næstved har et skønt julelys i december måned.”

Udover rollen som Samantha i ”Eksil”, udgjorde Sofia én ud af tre skuespillere i forestillingen ”Overload”, som for eksempel høstede fem stjerner i Jyllands-Posten og en Reumertnominering.

Låge 9: Mathias Bak Christensen

Mathias Bak talent næstved

”Næstved har betydet stort set alt for mig. Siden jeg blev født, har jeg været med i Næstved Hallen for at se min far spille, og da jeg blev 5-6 år begyndte jeg for alvor selv at spille. Faktisk fik jeg min egen bold, da jeg lærte at kravle.”

21-årige Mathias Bak spiller basket for Team FOG. I 2012 var han med til at vinde bronze – den første bronzemedalje i klubbens historie. Og ikke nok med det. Bronzen kom i hus sammen med Mathias’ far, som spillede på Team FOGs hold samtidig med sønnike.

”Det var hans sidste sæson og min første, så for ham at slutte af på den måde og for mig at starte ligeså var fantastisk. Jeg havde i øvrigt sidste aflevering til hans sidste scoring nogensinde i Basketligaen – det er ret sjovt at tænke tilbage på. Det var en helt speciel oplevelse, og den kamp var meget speciel for os begge.”

Siden har Team FOG vundet to ekstra bronzemedaljer, og Mathias har spillet på diverse ungdomslandshold. Han har bl.a. vundet guld til de Nordiske Mesterskaber. Mathias har sågar været med til at vinde VM i Kina, da han tog af sted med sin efterskole.

I 2014 vandt Mathias Bak prisen som årets sportsudøver i Næstved – uden han dog var blevet informeret om nominationen før samme aften.

”Jeg ankom til prisuddelingen, da jeg skulle ud at se et ’show’ med Team FOG, og da blev jeg fortalt, at jeg rent faktisk havde muligheden for at vinde prisen. Jeg fik hurtigt ringet til mine forældre, og min mor nåede heldigvis forbi for at overvære det.”

Låge 10: Citatplakat

citatplakat

78.000. Så mange følgere har Citatplakat på sociale medier. Og behøver vi nævne, at firmaet selvfølgelig ligger i Næstved!

Virksomheden producerer populære plakater med sjove citater fra kendte film og personer. Bag succesen står de to unge gutter, Oliver Hansen og Kasper Laursen. Begge er de fra Næstved. De mødtes i 5. klasse på Lille Næstved Skole, udviklede forretningen i deres fælles ungkarlehybel i Jernbanegade og har nu butik i Sct. Mortens Gade.

”Næstved er en skøn by, der rummer det hele! Vi er meget tilfredse med at ligge i Næstved og føler ikke at der er behov for at åbne butikker i andre byer, da man kan bestille plakaterne på nettet, hvis man ikke har mulighed for at lægge vejen forbi vores showroom og butik,” fortæller drengene, som kun har gode ord tilovers for næstvederne:

”Næstveds beboere har været meget interesserede og imødekommende over for vores koncept, og vi har fået meget ros og mange søde ord med på vejen, efter vi flyttede til Sct Mortens Gade 4.”

Selvom drengene hverken er uddannede mediegrafikere, webdesignere eller sælgere, har de selv bygget forretningen op – lige fra at kode hjemmesiden og til at designe og producere plakaterne.

”Vi startede med at have et samarbejde med en lokal virksomhed, som printede for os. Imens sparede vi en masse penge op i firmaet, indtil vi havde nok til at købe vores egen storformatsprinter. Vi printede hjemme i privaten, indtil vi så igen have penge nok til at få et lille kontor/showroom i Næstved by.”

Låge 11: Brian Ravnholt

brian ravnholt

Næstved har udklækket mange talenter – også en anerkendt kunstner. Brian Ravnholt er uddannet fra Kunstakademiet. Han er en meget visuel og moderne kunstner, som især arbejder med lysinstallationer. Hans kunst har været udstillet i både ind- og udland og skabt international opmærksomhed.

Selvom kunstneren flyttede fra Næstved for 14 år siden, står Næstved stadig hans hjerte særdeles nær, fortæller han:

”Næstved er som en ven, man altid savner, og hvor man kan gense steder og genfremkalde historier, hver gang man besøger udsete og respektive steder. Eller som min gode ven og billedkunstner Martin R. Olsen har sagt: “Næstved – et sted man ikke tror, man bor”.

Brian Ravnholt husker især, at han var en del af en særligt kreativ årgang, som dyrkede alt fra graffiti, hip-hop, rap, breakdance/bboy-kultur og billedkunst:

”Næstved har betydet alt for min personlige udvikling på især to punkter: Det vil altid være breakdance-kulturen samt billedkunsten, der senere gav mig en uddannelse fra Kunstakademiet,” siger Brian Ravnholt, der også har undervist i breakdance på Næstved Ungdomsskole.

 

 

Låge 12: Ulla Britt Simonsen

ulla abdula talent næstved

Man kan ikke andet end at blive glad i låget, når Ulla Abdullas Cocobongoband indtager scenen i Næstved – ofte i selskab med vores allesammens Næssi. Forsangeren i bandet hedder Ulla Britt Simonsen, og hun må da siges at være én af Næstved helt unikke talenter. Udover adskillige koncerter i Næstved, både til nytår, Sankthans og under Børnekulturfestivalen, turnerer Ulla Abdullas Cocobongoband rundt i hele landet med deres skønne børnesange, musik og dans.

Ulla er vokset op i Hjulebæk på landet uden for Næstved og gik i skole i Herlufmagle. Hun har nu boet 24 år i Næstved og brugte i sine unge år især Musikbiblioteket og øvestationen Fønix.

”Som ung musiker var det vigtigt, at der var steder man kunne øve, og hvor det var muligt at skabe et miljø omkring musikken. Det har været nødvendigt at kigge ud og til andre byer, når jeg har studeret og taget supplerende uddannelser. Men jeg har altid kunnet bruge mig selv i Næstved,” fortæller Ulla Britt Simonsen.

Næstved har altid dannet rammen om sangerindens karriere:

”Arbejdsmæssigt har byen givet mig mulighed for at udvikle en stor og bred erfaring i at undervise i sang og kor, dels på Musikskolen, på talentskolen og på Herlufsholm Kostskole. Boligmæssigt kan jeg godt lide at have space og plads omkring mig, og det har jeg mulighed for her i byen.”

Som musiker er der meget transport, og også der, er Ulla Britt glad for Næstved:

”Fra Næstved kan man hurtigt komme til København, Fyn eller Lolland,” pointerer hun og nyder derudover Næstveds mange kvaliteter:

Jeg holder meget af naturen omkring byen og bruger den aktivt til sejlads og kajak mm. Karrebæksminde og vandet, Herlufsholmskoven, Susåen. Det er alle steder, jeg virkelig ynder at komme.”

Låge 13: Magnus Heunicke
Vi har fået en aftale med Magnus Heunicke på hans kontor i Transportministeriet. Jeg laver et portræt af ham Foto: Mik

”Jeg føler, at jeg har en del af Næstved i hjertet, og det vil jeg nok altid have. Når der er nogen, der har succes, og de kommer fra Næstved, bliver jeg altid så glad.”

Danmarks tidligere trafikminister kommer fra Næstved. Politikeren Magnus Heunicke gik på Kildemarksskolen, og det har haft stor betydning for hans videre forløb:

”Mit arbejde handler meget om kommunikation, og her tror jeg ikke, det er dårligt at have en opvækst i skolegården på Kildemarkskolen i bagagen. Der handlede det om at være en ordentlig kammerat, og vi kunne gennemskue en fupmager på lang afstand.”

Magnus Heunicke er i dag folketingsmedlem for Socialdemokraterne – valgt ind i Næstved-kredsen. Han er i øvrigt søn af Næstveds forhenværende borgmester, Henning Jensen. Og der er ingen tvivl om, at politikeren brænder for at skabe endnu mere positiv udvikling i Næstved.

”Jeg er vokset op med, at der ikke kommer noget gratis, der bare lige falder ned fra himlen. Mens jeg var barn og ung sagde Næstved farvel til store arbejdspladser, som har været en stor del af vores identitet. Det kan man gå og ærgre sig over, men det kommer de jo ikke tilbage af. Derfor må man gøre noget ved det, og jeg føler meget stærkt en nødvendighed i mit arbejde. At vi er nødt til at knokle for at få skabt en positiv spiral og investeringer i Næstved. Jeg bliver så rasende, når jeg oplever en stemning af, at det kan jo heller ikke lade sig gøre i Næstved. Så får jeg lyst til at bevise, at selvfølgelig kan det det. For Næstved og alle indbyggerne har fortjent så meget bedre,” pointerer Magnus Heunicke.

At han også har reddet skuespilleren Tommy Kenters liv i Næstved BIO er en historie, de færreste kender.

Som ung arbejdede Magnus Heunicke i BIO Næstved som scenemester, når teatertrupperne kom på turné. Det var hans opgave at hyre et par gymnasiekammerater, som hjalp med at slæbe kulisser, lys og lyd ind på scenen fra de store lastbiler.

”En aften da Tommy Kenter havde været forbi og optræde med sit Kentex-show, skulle vi hurtigt have scenen tømt, så de kunne komme videre til Nykøbing Falster. Men Tommy Kenter var en rigtig entertainer, så han stod midt på scenen i den tomme sal og drak en øl, mens han fortalte vittigheder. Da vi baksede med tovværket til den tunge lyssætning, fik jeg gudskelov lige råbt ”Se op!” til ham, og en garvet medarbejder hev ham i skjorten, så han gik et halvt skridt tilbage. Det reddede hans liv, for et halvt sekund efter bragede de mange hundrede kilo tunge projektører ned fra loftet på grund af et knækket reb. Det gav et øresønderrivende brag, men Tommy Kenter slap med en lille flænge på næsetippen. Vi fik et kæmpe chok, men efter at vi alle havde tjekket, at alt var ok, gik Tommy Kenter gang med at planlægge, hvordan forestillingen kunne komme videre. Og hvordan de skulle komme tilbage til Næstved, hvor der var fuldt udsolgt til weekenden. The show must go on, som han sagde. Et par år efter fortalte han selv om episoden til et ugeblad, der på forsiden skrev ”Tommy Kenter tæt på at blive dræbt på scenen”. Det var jo ikke helt forkert, men lykkeligvis var millimeterne på hans side. Siden da har jeg haft et lidt specielt forhold til Tommy Kenter, og jeg kan stadig meget klart genkalde mig de sekunder,” beretter Magnus Heunicke.

Foto: Mik.

Låge 14: Maja Mittag

Maja mittag talent i næstved talentskolen

”Jeg øver mig i at være glad”. Det er titlen på Maja Mittags digtsamling, som hun debuterede med tidligere på året, og som fik flot medieomtale i mange landsdækkende medier.

Maja er født og opvokset i Næstved. Og så har kun gået på Talentskolen – et treårigt grundforløb i Næstved til unge, som drømmer om en karriere som skuespiller, musicalstjerne, filminstruktør, animator, billedkunstner, designer, arkitekt, forfatter eller danser.

Takket være Talentskolens forfatterlinje og undervisningsforløb på Ungdomsskolen – og selvfølgelig et kæmpestort talent – kan Maja nu kalde sig forfatter.

”Især Talentskolen har udviklet mig ekstremt meget både personligt og fagligt. Det er her, jeg har mødt mennesker, der er ligeså nørdede omkring litteratur som jeg, haft lange diskussioner om hvad litteratur er og bør være, delt kage og grønne bananer og meget andet,” fortæller Maja Mittag, som i den grad har haft glæde af sit forløb på skolen.

”Jeg vil gerne fremhæve betydningen af min mentor og linjekoordinator på Talentskolen, Mads Eslund og alle de fantastiske forfattere, vi har haft som gæstelærere i løbet af mine tre år på skolen, som konstant har udfordret mit litteratursyn.”

Også på det sociale plan har der været meget at hente på Talentskolen:

”Jeg var en del af vores elevråd og meget aktiv til fællesarrangementer på skolen, hvor man også kan opleve fed kunst, film, animationer, skuespil og musicals. Derudover har mine almindelige uddannelsesforløb selvfølgelig også betydet meget for mig i forhold til venner, studieture osv.,” fortæller Maja Mittag.

 

Låge 15: Ali Haydar

ali haydar talent i næstve

Der er rimelig langt fra Irak til Herlufmagle i Næstved. Det erfarede Ali Haydar, da han kom hertil som seksårig i 2003 – men selv om omgivelserne forandrede sig, forblev passionen den samme: dansen. Da der ikke var mange, der dansede i Herlufmagle, tog Ali hver dag bussen til Skellet for at træne på Næstved Ungdomsskole.

Talentet var tydeligt for enhver, og Ali har siden gjort dansen til sin levevej. Han har bl.a. optrådt to gange for dronningen og resten af kongefamilien, deltaget i Danish Music Awards og været en del af sangerinden Cisilias turné i 2016. Lige nu er han aktuel i Nøddeknækkeren, som spiller i december.

”Næstved har betydet utrolig meget for min udvikling. Der har altid været dedikerede mennesker at træne med, og ungdomsskolen er det perfekte sted at mødes og træne, når man ikke har penge til at gå på en ‘officiel’ danseskole,” siger Ali, som har fundet stor inspiration på Næstved Ungdomsskole:

”Jeg bliver inspireret, når jeg ser, at personalet fra ungdomsskolen gør så meget for deres by. De hjælper til, hvor de kan, og promoverer de bedste sider af hiphop-kulturen. Det har jeg dyb respekt for.”

Låge 16: Ihan Haydar

ihan og ali haydar

Der er noget, der tyder på, at talent ligger til familien. I går fortalte vi om danseren Ali Haydar – i dag om hans ligeså talentfulde søster, Ihan Haydar. Storesøster er nemlig trommeslager i den danske pop-duo L.I.G.A, som står bag numre som ”Julia” og ”Skylder dig ikk’ noget”, som både har vundet guld og platin.

Ikke nok med det, Ihan Haydar svingede også trommestikkerne, da Soluna Samay vandt det danske Melodi Grand Prix i januar 2012 med sangen ‘Should’ve known better’.

Som barn flyttede Ihan Haydar med sin familie fra Irak til Gelsted ved Herlufmagle i Næstved. Det betød en verden til forskel i mere end én forstand:

”Næstved har betydet alt, i og med at mit og Alis talent blev skabt og udviklet i Næstved. I mit tilfælde havde jeg ikke kunnet dyrke mit talent, hvis ikke jeg måtte bruge Næstved Gymnasiums musiklokaler,” fortæller Ihan Haydar,

”Lokalsamfundet har været med os og støttet os fra dag et, og det vil vi for evigt huske og være taknemmelige for. Jeg bor nu i København, men Næver vil altid være stedet, jeg vender tilbage til.”

Låge 17: Sømændene

sømændene næstved talent

Deres første optræden var til en morgensamling på Næstved Gymnasium i 2001. Siden har de solgt over 100.000 albums, modtaget en Danish Music Award og vundet en platinplade.

Sømændene er garanter for at sætte gang i festen, og det gør de – især hele sommeren igennem – på diverse festivaler og festuger i hele landet.

De otte talentfulde musikere har alle rødder i Næstved. Faktisk er reglen, at man ikke kan blive medlem af bandet, medmindre man er født inden for en radius på 10 sømil af Karrebæksminde.

”Vi er stolte af at komme fra Næstved. Og selvom ingen af os bor i byen i dag, spiller Næstved stadig en stor rolle for de fleste af os. Vi har alle familie i Næstved, og når vi spiller på de store festuger på Sjælland, tager vi næsten altid overnatningen og byturen i Næstved,” fortæller Thomas Kann Jensen, som er en af de sangglade sømænd. Han er ikke i tvivl om, at Næstved kan noget særligt, når det gælder om at udklække store og små sangfugle:

”Der har altid været noget unikt over musikermiljøet i Næstved. Det er svært at sige, hvad det er, men det har altid været specielt. Vi møder mange på festivalerne, som vi musikalsk er vokset op med, fx Jesper Bo Hansen, Jacob Falgren, Rasmus Hedeboe.”

DAGENS SPØRGSMÅL: Sømændene har alle rødder omkring Næstveds helt eget ferieparadis. Hvad hedder det? Skriv dit svar i kommentarfeltet, så deltager du i lodtrækningen om to billetter til ”Vi elsker 90’erne” i Næstved. Vi trækker en vinder den 18. december.

Låge 18: Puk Damsgård

puk damsgård talent fra næstved

Men skal ikke være bange af sig for at besidde det job, som den danske journalist og forfatter, Puk Damsgård, besidder. Mens bomberne nærmest flyver om ørerne på hende, rapporterer hun foran kameraet hjem til tv-seerne i stuerne.

Med tørklædet viklet om håret er hun ude på en vigtig mission, hvor hun sætter sit eget liv på spil for at fortælle os danskere om de rædsler, som krig og terror fører med sig fx i Afghanistan, Pakistan og Mellemøsten.

Faktisk er hun ret sej – og noget af et talent – og så kommer hun fra Næstved.

”Jeg fik i skole og gymnasiet i Næstved, så stort set hele min ungdom befandt jeg mig i Næstved. Mine ældste og bedste venner går tilbage til Næstved-tiden,” fortæller Puk Damsgård, som i dag bor med sin amerikanske mand i Kairo.

”I dag kommer jeg ikke meget i Næstved af gode grunde, da jeg ikke har boet i Danmark i ni år. Men mit barndomshjem betyder alverden, og der kommer jeg naturligvis så ofte, det er muligt,” beretter Puk Damsgård, som voksede op 15 kilometer uden for Næstved mod Præstø.

”I min klasse var vi stort set alle sammen fra oplandet, og Næstved var på den måde centrum for et møde mellem unge, der kom fra hele Sydsjælland.”

Som 17-årig flyttede Puk Damsgård til Næstved i et kollektiv, hvor hun boede, indtil hun fyldte 21 år og flyttede til København.

Udover at være korrespondent for DR, holder Puk Damsgård foredrag og er forfatter til tre anmelderroste bøger, som netop beskriver de vilkår, mennesker i krig lever under.

Låge 19: Flora Ofelia og Freja Bella

flora ofelia fra næstved

Børn kan også sagtens være spækket med talent. Det er de to søstre, Freja Bella og Flora Ofelia, tydelige eksempler på.

Flora Ofelia vandt sidste år MPG med sangen ”Du, du, du”, som handler om venner, og om at man skal behandle hinanden ordentligt. Den 10-årige pige blev nemlig mobbet, indtil hun flyttede fra Bisserup til Lille Næstved Skole.

”Næstved har betydet virkelig meget for min udvikling. For hvis ikke jeg havde flyttet skole til Næstved, havde jeg aldrig fået modet til at turde være mig selv og stille op i MGP. Før gik jeg på en skole i nærheden af Bisserup, hvor der var meget drilleri, og jeg havde ikke så meget selvtillid. Men da jeg så flyttede til Lille Næstved skole, fik jeg igen selvtillid, og jeg åbnede mig op igen,” fortæller Flora Ofelia. Hun optræder i juleanimationsfilmen ”Den magiske juleæske”, som kan opleves i biograferne lige nu. Flora Ofelia har i øvrigt bestået optagelsesprøven på Eventyrteatret i København.

Storesøster Freja Bella er netop startet på Herlufsholm Kostskole:

”At være startet på Herlufsholm i Næstved er en af de bedste beslutninger, jeg har truffet. Det har både gjort mig til en glad og mere udadvendt pige,” påpeger Freja Bella, som også har deltaget i MGP. I DR-programmet “Ultra Jam” optrådte hun i øvrigt sammen med Wafande og hans band på Herlufsholm.

Låge 20: Morten Jørgensen

morten jørgensen talent fra næstved

I Næstved har vi også udklækket en vaskeægte OL-guldvinder. Nærmere bestemt roeren Morten Jørgensen fra den berømte guldfirer. Morten Jørgensen er født og opvokset i Næstved, og det var her, at frøet blev sået til et talent i verdensklasse.

”Næstved roklub har betydet utrolig meget for min udvikling og mit talent. Specielt én person i roklubben har betydet, at jeg står der, hvor jeg står i dag. Jørgen Frederiksen så hurtigt et potentiale og holdt mig til ilden i roklubben,” fortæller Morten Jørgensen.

Den 12. november i år blev Morten Jørgensen gift med kvinden i sit liv, som også er fra Næstved, og han tilføjer:
”Jeg har mine bedste venner i Næver.”

 

 

 

 

 

Låge 21: Theis Thorup

theis thorup lydtekniker talent fra næstved

Han har lavet lyd for Nik & Jay, Orange Scene på Roskilde Festival og VEGA i København. Og så er han et af byens børn. Lydtekniker Theis Thorup voksede op i Grimstrup og i Lille Næstved og boede i byen, til han var 18 år. Det har præget Theis Thorups karriere – og kun i positiv retning:

”Næstved Ungdomsskole har haft en kæmpe betydning. Det var her, jeg for alvor fik lov til at prøve kræfter med faget. Mange af de projekter, Ungdomsskolen faciliterede, var for mig en direkte vej til en professionel karriere,” påpeger Theis Thorup, som også underviser på Rytmisk Musikkonservatorium.

”Her får jeg muligheden for at give viden og erfaring videre til unge, håbefulde talenter. Det, synes jeg, er vigtigt, og det er en del af det værdigrundlag, jeg fik med fra Næstved Ungdomsskole.”

Theis Thorup har da også masser af erfaring at dele ud af. I starten af 00’erne var han med til at stable en række store arrangementer på benene i Næstved, fx de stort hiphop event, der hed “Fresh Skillz”, koncerter i Ungdommens hus og “Ung Festuge”.

”Jeg er ret stolt af de arrangementer, jeg var med til at lave i Næstved,” fortæller Theis Thorup, hvis talent dog også har rakt udover Næstveds bygrænser:

”Når man hører publikumsbrølet fra Orange scene, i Parken, eller en kæmpe arena i Tyskland, er det svært ikke at smile.”

Låge 22: Simon Toldam

Simon toldam pianist talent i næstved

1 Danish Music Award. 4 jazz-grammies. 14 plader. Simon Toldam er en af Danmarks mest anerkendte jazz-pianister. Han har et hav af pragtpræstationer bag sig og har da også modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Derudover er han valgt som officiel festivalkomponist ved Copenhagen Jazzfestival. Og så er han fra Næstved.

Allerede som 9-årig var han med i sin første duo, og som 13-årig kom han med i Næstved Musikskoles Big Band.

”Næstved Musikskole har betydet enormt meget for min musikalske udvikling. Jeg blev kastet hovedkulds ud i Big Band-musik tæt pakket med akkord-symboler, der på det tidspunkt var det rene volapyk for mig. Det var learning by doing i begrebets egentlige forstand,” fortæller Simon Toldam og tilføjer, at Musikskolen var hans andet hjem:

”Efter skole tog jeg derned for at få undervisning, spille i orkestre og øve. Her var musikskoleleder Poul-Christian Nielsen et naturligt og meget inspirerende omdrejningspunkt. Ham skylder jeg meget.”

Simon Toldam voksede op på Tropavænget, som ligger ved siden af Kildemarkskolen, hvor han gik i skole.

”På skolen var der også en del musik, og vi var nogle stykker, der fik lov til at bruge musiklokalet efter skole. Til vores store glæde. Det var fint, at lærerne på den måde gav plads og luft til at benytte sig af skolens faciliteter,” mener Simon Toldam.

Nu om dage er han jævnligt i Næstved for at besøge sin far i Appenæs. Og i ny og næ spiller han også koncerter i Næstved.

”Tidligere i min ungdoms hovmod havde jeg måske ikke så meget tilovers for byen. Men efterhånden har det syn ændret sig. Især efter jeg har været på Rønnebæksholm og set, at der også er blevet plads til vedkommende samtidskunst i byen. Og der er sikkert mange andre gode tiltag, som jeg ikke ved noget om,” fastslår den anerkendte pianist.

Låge 23: DJ Credit

dj credit fra næstved

Hans kunstnernavn er DJ Credit, men burde måske være DJ Danmarksmester. I hvert fald har han vundet DM i Mix hele tre gange. En konkurrence med tidligere vindere, som bl.a. tæller Cutfather og Soulshock, kendt af mange som dommere i X Factor.

DJ Credit – eller Kim Bjødstrup, som han rigtig hedder – er fra Næstved og bor her stadig. Det har han faktisk altid gjort, for som han siger:

”Næstved er en rummelig by, hvis du selv søger rammerne.”

Især som ung oplevede han en by med talent for at udvikle talenter:

”Som ung blev jeg meget inspireret af den graffitikultur, der var i byen. Og jeg begyndte, som mange andre unge, at male på byens vægge. Samtidig begyndte jeg til tegning på Ungdomsskolen, hvor mange unge talenter også gik. Men efter nogle år begyndte jeg at spille musik,” siger han og tilføjer:

”Ungdomsskolen har haft en stor betydning, i og med at vi fik lov til at bruge skolens rammer til at øve. I dag har jeg selv undervist på skolen i DJ’ing,” fortæller DJ Credit, som blandt andet har været Tour DJ for Cut’N’Move og har optrådt for danskerne i Go’ morgen Danmark på TV2.

 

Låge 24: Tobias Lindholm

tobias lindholm instruktør fra næstved

40 millioner seere kiggede med, da den danske – eller skulle man sige næstvedske – instruktør Tobias Lindholm var nomineret til en Oscar tidligere i år. Han var nomineret for sin film ”Krigen” i kategorien ”Bedste udenlandske film”.

Selvom han ikke vandt, er det selvsagt et gigantisk skulderklap for Tobias Lindholm, som må siges at være en instruktør i verdensklasse. Og ja, han er fra vores by – Næstved.

Tobias Lindholm voksede op i Dyssegårdsparken og i Rønnebæk. Som ung var han projektmedarbejder i Næstved Ungdomsskole. I filmen ”Krigen” har han sågar opkaldt to af karaktererne efter sine barndomsvenner i Næstved, Claus Michael Pedersen og Kenneth ”Slagter”.

Den verdensberømte instruktør har før fortalt, at Næstved har haft enorm betydning for udviklingen af hans talent. Det var den daværende leder af Næstved Ungdomsskole, Charlotte Popp, der gjorde en indsats for at skabe et tilbud til Tobias og de andre unge.

”Hun åbnede en helt ny verden for os – billedkunstens. Med den interesse kom også interessen for litteratur, kunst og musik. Jeg fik åbnet øjnene,” fortæller Tobias Lindholm om Charlotte Popp, som netop er vendt tilbage til skolen som viceinspektør.

Også selve opvæksten i Næstveds sociale boligbyggeri har skabt inspiration for Tobias Lindholm i sine film:

”Vi boede jo tæt på hinanden, og jeg oplevede mange forskellige skæbner. Jeg blev opdraget til stor indlevelse, og jeg tror faktisk, at det var en fordel for mig at vokse op i Næstved. Mindre samfund er ikke så hektiske, som jeg oplever i København. Det er en fordel, at tingende går lidt langsommere, så man får lidt tid til at ”kede” sig, fordybe sig og fylde den med noget, man kan blive god til,” siger Tobias Lindholm. Udover ”Krigen” har han instrueret film som ”Kapringen” og fængselsdramaet ”R”. Tobias Lindholm har i øvrigt været manuskriptforfatter på ”Jagten”, ”Submarino” og DR’s populære dramaserie ”Borgen”.– Oscarnomineret fra Næstved.

Låge 25: Michael Poulsen

volbeat michael poulsen næstved

Ingen talent-julekalender uden forsangeren i Volbeat, Michael Poulsen, som har slået sig ned i Næstved – eller ”Næsh-ville”, som han har døbt vor kære kommune.

Selvom Volbeat har massiv succes i udlandet, især i USA, Tyskland, Holland og Danmark, er Michael Poulsen lykkelig over at bo her:

”Det bedste, jeg har gjort, er at flytte til Næstved.” Så smukt lød det, da Michael Poulsen blev interviewet til BT tidligere på året. Og dét er i sandhed musik i vores øre.

Til BT fortalte han også, hvordan han lader batterierne op i Næstved:

”Jeg er så at sige søgt hjem (Michael Poulsen er oprindeligt fra Ringsted, red.), og det var den helt rigtige beslutning – jeg har fået en ro og en balance med mig selv, som er rigtig dejlig.”

Michael Poulsen, som er en selverklæret ’bonderøv fra Ringsted’, fortæller til BT leende om sit møde med Næstved og byens indbyggere:

”Jeg har været hjemme så længe nu, at der er begyndt at gå rygter om, at der går en falsk Michael Poulsen rundt oppe i Bilka. Jeg blev stoppet på gaden og spurgt ’jamen, ER du ham fra Volbeat’, for vi har hørt, der går sådan en falsk én rundt oppe i Bilka’.”

Foto: RossHalfin.

Følg os på Facebook

Følg os på Instagram

Antal aktive oplevelser

Aktive oplevelser lige nu: 198

Husk også byens scener – se eksempelvis…

Find Arrangement