Dansk Rakkerpak

Dansk Rakkerpak – Næstveds internationale egnsteater

Dansk Rakkerpak er et teater med rødderne solidt plantet i den folkelige teatertradition. Teatret blev dannet i 1994 af Niels Peter Kløft og Niels Grønne med det formål at producere såvel stationære som turnerende teaterforestillinger for børn, unge, voksne og familier til fremvisning i ind- og udland.

Siden 1999 har Dansk Rakkerpak først og fremmest markeret sig som gadeteater, hvor de, udover de traditionelle teatergængere, også har været i stand til at appellere til nye og uprøvede publikumsgrupper.

I deres gadeteaterforestillinger har de helt bevidst udviklet en stil og et teatersprog, der gør forestillingerne lige egnede for voksne som for børn – fra ca. 6 år. Det betyder, at de to grupper kan nyde den samme teaterforestilling som ligeværdige publikummer og ikke behøver at gå i teatret for hinandens skyld.

Happenings og mobile events

Udover de ”traditionelle” teaterforestillinger har Dansk Rakkerpak specialiseret sig i at skabe happenings og mobile events, der kan bevæge sig gennem en gågade, over et torv, eller rundt i et boligområde og dermed ses og nydes af rigtigt mange.

Fusion med Faster Cool

Fra 1. januar 2017 er Dansk Rakkerpak blevet egnsteater i Næstved kommune. I den forbindelse har de fusioneret med teatret Faster Cool, der har specialiseret sig i teaterforestillinger for det yngste publikum og deres voksne. Faster Cool tager med humor, sanselighed, musik og poesi kunstnerisk udgangspunkt i sit publikums ståsted: Det at være ny i livet og lære hver eneste dag, at gå verden i møde med leg, lyst og hjertet forrest.

Faster Cool er nu et teater i teatret og garant for teaterkunst i børnehøjde.

Teatret Faster Cools forestillinger spilles indendørs og har den mangearmede blæksprutte Camille i Dali som omdrejningspunkt. Med Faster Cool som en integreret del af Dansk Rakkerpak kan de nu tilbyde højkvalitative teaterforestillinger for hele publikumsspektret fra 1½ til 100 år.

I Næstved har vi egen teatersal, og vi er derfor også begyndt at lave deciderede indendørs forestillinger for specifikke målgrupper. Ligesom der også produceres forestillinger der kan spille både inde og ude.

Følg os på Facebook

Følg os på Instagram

Antal aktive oplevelser

Aktive oplevelser lige nu: 183

Find Arrangement